Denne blog dækker alle emner inden for forandringsledelse. Specielt handler den om håndtering af beslutningstræthed, brug af heuristics og vaner, om brug af risiko-aversion og risiko-accept til at håndtere impulsivitet og handlekraft. Store dele af vores adfærd er styret af vaner og automatiske reaktioner, der stimuleres eller udløses af oplevelser. Vi bliver mindet om mad, om fare, om nederlag eller om symptomer på sygdom og disse impulser har en tendens til at starte automatiske processer i vores hjerne. Det er udtryk for naturlige instinkter at vi reagerer på denne måde, men det er ikke altid til vores fordel. Grundlæggende er det en fordel at hjerneprocesser foregår automatisk, forde de så ikke tapper på vores overskud og hindrer at vi gør noget for at skabe fremskridt. Hvis vi kan træne os til at en færdighed kan bruges automatisk, så har vi derefter mulighed for at bygge ovenpå denne færdighed. Det er typisk sådan at folk udvikler deres færdigheder i forhold til golf, violinspil, kirugi, skak, salg eller forskning. Så snart en færdighed er blevet automatisk, når den sidder på rygradden, så kan vi træne en ny færdighed, der udvikler vores indsats yderligere. Se også http://winnermind.dk/
Normalt er vi altså glade for automatiske processer og for at reaktioner kan ske uden at vi skal reagere bevidst. Problemet er at vi ofte har en lang række automatiske reaktioner, der er ikke fungerer særligt godt og som ofte ender i bevidste processer, der tapper på vores oveskud. Det er f.eks. en naturlig og instinktiv reaktion at smerter fører til bekymringer om helbred. Det starter helt automatisk og under bevidsthedstærsklen: En ubehagelig smerte i ryggen fører automatisk til en tanke på vores alder og kroppens gradvise forfald.
Hvis vi har en oplevelse af sårbarhed, kan tanker af den slags udvikle sig til mere bevidste overvejelser: Hvad bør vi gøre for at passe på os selv? Spiser vi sundt nok? Hvor stor er risikoen for at der er noget alvorligt galt. Er vi sunde i forhold til vores alder? Er der grunde til at vi måske har klaret os godt på trods af omstændigheder? Kunne vi have gjort det meget anderledes? Hvis skyld er det, hvis vores helbred er dårligt?
Automatiske processer har en tendens til at vokse, hvis vi gøder dem med opmærksomhed. Hvad der starter som en tilfældig reaktion på en oplevelse i kroppen kan vokse og udvikle sig til lange rækker af tanker og bekymringer. Disse bliver hurtigt mere bevidste og fører til en emotionelt farvet tilstand, hvor vores tænkning bliver påvirket af vores tilstand. Dette påvirker vores adfærds-tendenser og skubber os i en bestemt retning. Dette påvirker vores tænkning og kræver flere og flere kognitive ressourser.
Fra at være noget der sker automatiske og uden forbrug af ressourcer bliver det efterhånden en tilstand, der monopoliserer hjernen og som det kræver store ressourcer at vikle sig ud af. Hvis man faktisk har brug for at være meget bekymret for sit helbred, kan det være en fordel. Som regel har man dog brug for at koncetrere sin opmærksomhed om opgaver, der ikke er helt så personligt pikerende. Løsningen af disse opgaver kræver, at man først vikler sig ud af sin personlige bekymring, hvilket igen kræver regulering af ens tilstand og et forbrug af regulerings-ressourcer.
Reaktioner, der starter som en automatisk (og derfor billig) proces, kan ofte udvikle sig til noget der præger den bevidste tænkning og som det kræver ressourcer at håndtere. Bekymringer er et ekstremt almindeligt eksempel på den slags automatiske reaktioner. Vurderinger er en anden form for automatisk reaktion, som vi bruger vores ressourcer på.
At vurdere noget forekommer at være attraktivt: Når vi vurderer er vi opmærksomme på vores situation, vi tager os selv alvorligt, og vi gør hvad der forventes. En vurdering har også den diskrete bivirkning at vi tildeles rollen som dommer for kvaliteten af nogen eller noget. Hvis man i øvrigt ikke har indflydelse eller magt kan redningen være at vurdere alt hvad vi støder på og udtrykke vores vurderinger over for de som har tid til at lytte. Det er dog sjældent et presserende behov og folk klarer sig ofte overraskende godt i de tilfælde, hvor de må undvære vores vurderinger. Positive vurderinger af os selv eller ting vi identificerer os med kan også kompensere en smule for alle de negative vurderinger vi gennem tiden er stødt på.
Problemet med vurderinger kan være vanskeligt at få øje på ud fra en dagligdag opfattelse. Det er ofte en meget indgroet vane at vurdere alt hvad der er nyt, fremmed eller på anden måde repræsenterer noget uden for vores snævre cirkel af venner. Det er så almindeligt at vi let overser, hvad der er det egentlige formål med vurderinger: En vurdering er en kognitiv proces, der udgør et forberedende element i en bevidst beslutning. Beslutninger er som regel udtryk for et valg mellem alternativer. Disse alternativer kan prioriteres efter forskellige kriterier og rangordnes forskelligt alt efter hvilke kriterier, vi rangordner efter. En vurdering af noget implicerer valget af et kriterie, som mere afgørende end andre kriterier. En vurdering omfatter et valg og leder frem mod en beslutning.
Det er her at det bliver tydeligt, hvor langt ude af proportioner vores tendens til at vurdere ofte er: Der er virkeligt mange vurderinger, som ikke har den fjerneste relevans for de beslutninger, som vi står overfor. Vurderinger, som helt urealistisk antyder at vi vil træffe en beslutning og ændre vores adfærd, men som reelt ikke fører til andet end glæden ved at man hører sig selv være lidt "klog".
At de ikke fører til konsekvente beslutninger, betyder dog ikke at alle disse vurderinger er uden konsekvenser. Dels kan en vurdering være svær at slippe af med, når først vi en gang har overtaget og udtrykt den. På denne måde kan vi befolke vores forestillingsverden med helt unødvendige forhindringer. Men mere væsentligt så skal man tage det en smule alvorligt at vurderinger udgør en del af arbejdet i fuldt udviklede beslutninger. Beslutninger er krævende processer, der gennemføres med en stor grad af regulering og under stort forbrug af ressourcer. Det er ikke helt tilfældigt at "beslutningstræthed" er blevet den folkelige betegnelse for ego-depletion. Man har i flere forsøg testet, hvordan beslutninger konkret påvirker vores overskud og efterfølgende præstationer i krævende opgaver. Og faktisk viser det sig at det er krævende både at træffe den endelige beslutning og at gennemføre den indledende sortering mellem alternativer. Jeg har ikke set nogen undersøgelse af hvor stor en del af dette forbrug, der anvendes på vurderinger, men det forekommer at være et godt sted at sparre på kræfterne.
Mindfulness praktisering omfatter en række holdninger, der anbefales som grunlag for øget opmærksomhed. Ofte beskrives disses holdninger som en måde at opnå en mere fokuseret opmærksomhed på: Hvis man har en mindre vurderende eller dømmende holdning vil ens opfattelse være mindre farvet af disse vurderinger. Det er dog en alternativ tolkning af denne praksis, som fokuserer mere på omkostningerne ved vurderinger i form af mentalt overskud, der enten spildes på irrelevante vurderinger eller som bevares til brug for mere praktisk relevante formål. I dette lys er praktiseringen af mindfulness holdninger en måde at bevare sit overskud og at reservere sin energi til brug for bevidste og valgte responser i stedet for at ens overskud bliver gradvist reduceret af ubevidste reaktioner.
Denne tankegang ser ud til at passe godt i forhold til den mindfulness holdning, der traditionelt kaldes for ikke-bedømmelse ("non-judging" på engelsk). Mindfulness praksis lægger vægt på at man er opmærksom, tilstede og kan respondere bevidst, from for at reagere automatisk og ubevidst. På denne måde har viljes-psykologi en del til fælles med praktisering af mindfulness. Men der er samtidig store forskelle i udgangspunkt, tradition og formulering. Mindfulness praktisering og mindfulness psykologi er vokset ud af buddistisk praktisering og har rødder i østlig religiøs tænkning. Viljes psykologien har udviklet sig fra empirisk forskning og vestlig videnskabelig tænkning. Minfulness tager udgangpunkt i den konkrete praktisering af læren og virkningen af denne praktisering på den praktiserende. Viljes psykologien er baseret teori, empiriske forsøg og målinger. Mindfulness praktisering er meget holisktisk orienteret og lægger vægt på brug af kroppens iboende visdom. Viljes psykologien er mere orienteret mod en beherskelse af kroppen og overvindelse af de begrænsninger og muligheder, som en klar teknisk og fysiologisk viden giver.
Det som er fælle for begge skoler er et fokus på at gøre mennesket til herre i eget hus, sådan at man opnår friheden til at vælge sine reaktioner og forvalter sine omstændigheder efter sit indre kompas.
